Hvad du siger i de første to minutter

Det er lettere at sige, hvad du skal lave, end at præsentere sig selv

Spørgsmålet, der stopper dem, der aldrig har prøvet, er altid det samme: hvad taler jeg om med en fremmed i en halv time? Svaret er, at du ikke skal tale om dig selv, og du skal ikke tale i en halv time. Du skal sige én ting i starten: hvad du skal lave de næste femogtyve minutter.

Marshall Rosenberg skiller i en bog fra 1999 observation fra vurdering: at sige, hvad du ser, i stedet for hvad du mener om dig selv. Brugt her bliver det en praktisk regel. "Jeg gør kapitel tre færdigt" er en observation. "Jeg må absolut indhente det, jeg er håbløst bagud" er en dom over dig selv, og den lægger en byrde på, som ingen af jer har brug for.

Chris Voss understreger i en bog fra 2016, hvor meget man får ud af at gentage den andens sidste ord i stedet for at stille spørgsmål. I en session kræver det næsten ingenting: et "nå, specialet" er allerede alt, hvad det skal være, og det tvinger ingen til at sige mere.

Dale Carnegie satte i en bog fra 1936 det samme i centrum: det koster mindre at være interesseret end at prøve at være interessant. På to minutter er det også den eneste strategi, der passer.

Tre sætninger, der er nok

• "De næste femogtyve minutter skriver jeg den mail, jeg har skubbet foran mig i tre dage."
• "Jeg læser kapitel fire. Ingen anelse om, hvor lang tid det tager."
• "Jeg skal bare i gang, så ser vi."

De er korte med vilje. En sætning med en opgave og en varighed gør to ting på én gang: den fortæller den anden, at vedkommende roligt kan sidde i stilhed, og den fortæller dig, at du lige har lovet noget foran en anden.

Hvad du ikke behøver at sige

• Du behøver ikke spørge, hvordan det går: det er ikke et spørgsmål, det er en floskel, og her kan den springes over.
• Du behøver ikke retfærdiggøre opgaven eller forklare, hvorfor du er bagud.
• Du behøver ikke fylde stilheden ud: stilheden er ikke et hul, der skal dækkes, det er det, I begge er der for.
• Du behøver ikke dele din skærm: det, du laver, bliver dit eget.

Til sidst, de sidste to minutter, siger du, hvordan det gik. En linje er nok også her: "færdig", "halvvejs", "ingenting, dårlig dag". Den er der for at afslutte, ikke for at aflægge rapport.

Hvis du helst slet ikke vil tale, kan du være på lydløs hele tidspunktet.